tirsdag den 28. april 2015

Hæklet bøllehat

For nylig hoppede denne hæklede sommerhat til yngste-ynglet af nålen.



Opskriften er min egen, ligeså er den unge dame. For en gangs skyld har jeg formået at skrive ned hele vejen igennem og kan derfor stolt præsentere min allerførste hjemmegjorte hækleopskrift!
Inspirationen har jeg fundet hist og pist. Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken og der findes sikkert allerede noget derude der ligner, men opskriften er nu også yderst simpel.
Hatten er hæklet i merciseret bomuld 8/4, på pind 3,5. Almindeligt bomuld 8/4 kan også sagtens bruges.

Jeg har fået testhæklet den af tre skønne kvinder fra Facebook gruppen Hækle, hækle, hækle og andre hæklerier. En stor tak til Lydia Lindskov Bech, Gabriella Siff Bauder og Marianne Topping. Sidst nævnte kender du måske også som "Tulle Momsemor", hun er indehaver af denne blog. Den er absolut et besøg værd, jeg følger selv trofast med!
Skulle du alligevel finde fejl eller er der noget du ikke kan få til at passe i opskriften, så skriv meget gerne til mig.

Opskriften kan du bruge som du lyster, men jeg bliver vældig glad hvis du linker her til bloggen, når du viser dine kreationer frem på de sociale medier!
Og så vil jeg også helt vildt gerne se hvad i kan få ud af opskriften.

Opskriften på blomsten er engelsk og du finder den her. (der er faktisk også link til en pdf-fil med den danske oversættelse)


Opskriften til bladene er også engelsk og den har jeg fundet her. Jeg har dog undladt stilken og forstørret to af bladene ved at modificere opskriften lidt, og den derved kommer til at se sådan ud:

Stort blad

Lav 9 luftmasker. 
I 4. maske fra nålen laves 8 dbstm. 
1 dbstm i næste m. 
1 stm i næste m. 
1 hstm i næste maske, 
1 fm i næste maske 
I sidste maske hækles 1 km, 1 lm, 1 km.
Herefter fortsættes der på modsatte side.
1 fm i næste m
1 hstm i næste m
1 stm i næste m
1 dbstm i næste m
8 dbstm i sidste m (samme maske hvor du startede)
Afslut med en km i første dbstm og luk af.

Lad evt. en god lang tråd sidde, den kan bruges til at sy bladet fast.

Opskriften på bøllehatten kommer her:

Bøllehat 

Svarer ca. til en str. 68 (42-44cm)

Hæklefasthed: 20 stm pr. 10 cm.

m = maske
fm = fastmaske
stm = stangmaske

VIGTIGT! Hver omgang startes med 2 lm hvor der hækles med stm og 1 lm i de omgange, der hækles med fm, disse tæller IKKE som første maske i omgangen.
Første m/stm i hver omgang hækles i samme maske som lm.
Hver omgang afsluttes med en km i første stm (altså ikke i den øverste af de luftmasker omgangen startes med!).

Saml 4 luftmasker til en ring ELLER lav en magisk ring.

1. omg: 2 lm, 12 stm i ringen (12)
2. omg: 2 lm, 2 stm i hver maske fra sidste omgang (24)
3. omg: 2 lm, *1 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (36)
4. omg: 2 lm, *2 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (48)
5. omg: 2 lm, *3 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (60)
6. omg: 2 lm, *4 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (72)
7. omg: 2 lm, *5 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (84)
8. - 17. omg: 2 lm, 1 stm i hver maske (84)
18. omg: 1 lm, 1 fm i hver m (84)
19. omg: 1 lm, 1 fm i hver m (hækles i bagerste maskeled) (84)
20. omg: 2 lm, *6 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (96)
21. omg: 2 lm, *7 stm, 2 stm i næste maske* gentag fra *til* omgangen ud (108)
22. omg: 1 stm i hver m, øg med 4 stm jævnt fordelt. (112)
23. omg: 1 stm i hver m, øg med 4 stm jævnt fordelt. (116)

Afslut med en km og luk af.




Tak fordi du læser med!
- Christina.





1 kommentar:

  1. Hvor er den sød.
    Den må jeg hækle til mit barnebarn Amanda, hun er 4½ måned.
    Tusind tak for opskriften, skal nok huske at tage kopi når den/de er lavet.
    Rare hilsner fra
    Marion

    SvarSlet